Inspirerende påskedekorationer 2021

Påskedekorationer – findes der nogen bedre måde at forberede sig til påske på? Jeg tror, vi er mange, der i år har set frem til påsken, ikke bare for påskens skyld, men i håbet om, at påsken bliver det vendepunkt, vi alle går og drømmer om. En påske, hvor vi kan få lov at se de mennesker vi holder af, og leve en lidt mere normal tilværelse igen, efter et langt år med corona restriktioner. Om det helt bliver, som vi går og håber, må tiden vise, men måske kan påskedekorationen i år været et lille symbol på håb. En dekoration vi kan kaste blikket hen på, og håbe at lyset snart er på vej.
Vi giver jer i dette indlæg inspiration til at kreere nogle flotte påskedekorationer til påsken 2021.

Nemme påskedekorationer

Mange af vores påskedekorationer her er ikke påskedekorationer i traditionel forstand med mos og grene, som næsten kræver at man er blomsterbinder eller har grønne fingre for at kreere. Det er snarere små opstillinger med påskepynt, forårsblomster og andet brugskunst – dekorationer der er lige til at gå til, og hvor du kan bruge de ting, du allerede har, og eventuelt supplere op med nogle få andre ting, der lige sætter prikken over i’et og giver det nyhedens værdi.
Det sagt, så har vi dog alligevel lavet en række dekorationer som er mere end blot en opstilling, men alle med tanke på, at det skulle være nemt for enhver at gå til. En af de dekorationer, der bærer mest præg af at være en egentlig påskedekoration, er kobber bakken med de to små påskeharer i. Her har vi valgt en bakke, der med sin ujævne kant, leder tankerne hen på en krakeleret æggeskal. Bakken har vi fyldt med påskeæg i grønne og blå nuancer og placeret to søde påskeharer der imellem. Tre af æggene var gået itu, og i stedet for at smide dem ud satte vi dem i dekorationen med LED fyrfadslys i. De øvrige huller mellem æggene er fyldt med små kunstige anemoner, hvide fjer og helt små flamingo påskeæg med guld nistre. En dekoration som denne er ret nem at lave, selv om det ikke ser sådan ud, og vil også imponere de fleste påskegæster.

En anden dekoration, der er mere end blot en opstilling, er dekorationen i vinduet med de søde Maileg påskeharer. Her har vi taget en færdig krans og bundet en gæslingegren fast på den med nogle få stykker ståltråd. Kransen har vi placeret i en fin hvid skål, og lagt en masse småsten ned omkring, for at holde på kransen. Hen over stenene er der lagt et tyndt lag mos, og til sidst har vi placeret påskeharen oven på flankeret af et par kunstige perlehyacinter. Alle elementerne her, udover mos, er kunstige og kan dermed genbruges år efter år på talrige måder.

Påskedekorationer med blomster

Påsken er på mange måder også startskuddet til foråret, det er på denne årstid, at de små forårsbebudere pipler op af jorden og slikker de første varme solstråler. Derfor er der også god grund til, efter min mening, at have disse blomster med, når der skal laves påskedekorationer. Påskedekorationer med blomster giver os netop den følelse af forår og sommer, som mange af os efterhånden længes efter, efter en grå vinter. En påskedekoration kan sagtens bestå af blomster i sig selv uden anden form for påskepynt, fordi påskeliljer, perlehyacinter og gæslingegrene mm. er så stor en del af påsken. Som et eksempel herpå, har vi lavet et hurricaneglas fyldt med kunstige tulipaner og små grene der er sat ned mellem en masse små vagtelæg. En dekoration som denne er helt enkel og ideel, hvis man ikke er til påskefigurer. Ønsker man at bruge ægte tulipaner kan hurricaneglasset sættes på en lille bakke, hvor vagtelæggene placeres på bakken omkring vasen.

Modsat kan blomster også blot fungere som et supplement til selve dekorationen, som det element der lige sætter prikken over i’et. Som et eksempel herpå har vi pyntet en rosa metal bakke med lysindsats med et par søde påskehare figurer. En dekoration som denne vil være kedelig i sig selv, men ved at sætte små vaser med påskeblomster omkring, bliver det samlet set til en frisk og spændende opstilling.

Påskedekorationer i glas

En påskedekoration i glas kan være en fin måde at skabe og afgrænse en dekoration på, hvad enten dekorationen laves nede i glasset eller dekorationen omgrænser et glas med et lys i eller lignende. Den første type af dekoration kræver en vis portion tålmodighed, og en sikker hånd, for at få placeret det hele korrekt uden at komme til at pære til noget af det andet, der allerede er placeret. Lykkedes det, så har man til gengæld en dekoration der ofte er super flot, og som herefter også står godt beskyttet.
Vi har her lavet en påskedekoration i et hurricane glas på rustik træfod. I glasset har vi sat to pinseliljer og beklædt bunden med mos, mens der langs siderne er snoet tynde birkegrene. Oven på mosset er der lagt en lille fuglerede, og nogle enkelte vagtelæg, og til sidst er der drysset med en lille håndfuld fjer. En dekoration som denne er flot i sig selv, men kan også sagtens indgå i en større opstilling med påskefigurer og andre forårsbebudere.
Modsat denne type påskedekoration i glas, så kan det være noget nemmere at arbejde med en dekoration der omkranser en glasklokke eller et hurricaneglas – her er det nemmere at komme til at arbejde mere frit. Som eksempel herpå, har vi brugt endnu en færdig krans vi har stillet et hurricaneglas ned i midten af. Kransen er pyntet med mos, krogede grene, gæslinger, anemoner, vagtelæg og fjer, mens der i hurricaneglasset blot er sat et flot LED bloklys i med et fint mønster. Når man, som her, starter en dekoration på en base af noget, der allerede er halvfærdigt, er det nemmere at komme i mål med noget der ser godt ud. Det er med andre ord et godt sted at starte, hvis man synes at opgaven kan synes uoverskuelig.

Jeg håber, at vores bud på påskedekorationer 2021 har inspireret dig, og at det kan give dig mod på selv at gå i det kreative hjørne. Alle elementer brugt i dekorationerne kan købes her i webshoppen – kan du ikke finde det du søger, så tøv ikke med at kontakte os.

Alle varer, der er brugt i indlægget, kan findes i webshoppen.
Kan du ikke finde det du søger, så er du mere end velkommen til at kontakte os. 

Se også disse indlæg:

Udendørs påskedekorationer 2023 - påskedekoration i terracotta potte med påskehare figur
Påskedekorationer 2023 - påskekrans af påskeæg og gule påskekyllinger
Påskedekoration 2021 - kobber fad pyntet med påskeæg og anemoner
Moderne påskeborddækning med vagtelæg og påskekyllinger i brændte farver
Inspiration til påske - vase med påskeophæng af papir
Moderne påskepynt 2020 - find inspiration til din påskeudsmykning
Påskedekoration 2018 - perlehyacinter i glasklokke
Blå påske bordpynt
Hvidt påskebord med gyldne påskeharer og orkideranker