Udendørs efterårsdekorationer – inspiration til hus og have
Når sommerkrukkerne begynder at se lidt trætte ud, og de første blade lægger sig på fliserne, får jeg altid lyst til at gøre noget nyt ved mine udendørs arealer. Noget nyt, som omfavner efteråret og hylder årstidens mange intense farver, inden det hele bliver koldt og gråt.
Efteråret er en årstid, hvor du får meget foræret fra naturens hånd, som du kan bruge i dine udendørs efterårsdekorationer. Gør det til en hyggelig stund alene eller sammen med familien at gå på opdagelse i naturen og samle grene, kogler, blade, kastanjer, hortensia og meget mere. Kombinér det, I finder, med kranse, græskar, lanterner og lys, og skab på den måde en stemningsfuld opstilling, der både passer til årstiden og til huset.
Udendørs efterårsdekorationer behøver hverken at være store eller besværlige. Ofte er det nok med få, enkle greb. Det skal jeg fortælle dig meget mere om i dette blogindlæg, hvor jeg giver dig konkrete tips og tricks samt masser af inspiration til at skabe flotte udendørs efterårsdekorationer.


















